Debate

12-tal til salg

Hey guys <3

Unge føler sig i stigende grad presset til at præstere på et umådelig højt niveau til skriftlige afleveringer, terminsprøver og eksaminer. I takt med at presset stiger, viser undersøgelser, at antallet af elever som snyder til skriftlige prøver er stigende. Utallige unge opsøger hjælp til snyd ved afgangseksaminer for at opnå det højeste gennemsnit, så drømmeuddannelsen forbliver en mulighed i fremtiden. Netop dette, har en ung mand udnyttet til at skabe en virksomhed, der nu rummer flere hundrede ansatte.

I har måske set eller hørt om DR3’s dokumentar “12-tal til salg”. Jeg har selv set dokumentaren hele tre gange: forudsendelsen, så jeg med min kæreste, udsendelsen som blev vist i fjernsynet så jeg med mine forældre og genudsendelsen, så jeg alene på en sygedag. Normalt, ser jeg aldrig en dokumenter mere end én gang (frivilligt), men denne dokumentar, er jeg blevet så grebet af! I dokumentaren, hører vi om hvordan Frederik har startet en virksomhed op, som er bygget på at hjælpe pressede elever til at opnå den karakter de ønsker at bestå med. Flere tusinde er villige til at betale for en bedre karakter end den de selv ville kunne opnå uden brug af snyd.

Mange mener, at det de gør er usmageligt og hele denne sag er under voldsom kritik. Jeg mener personlig ikke, at man skal snyde, men jeg forstår, hvorfor han gør som han gør. Udover at tjene penge på hans fortsat voksende virksomhed, er hele dette projekt en protest mod systemet. Det burde ikke være nødvendigt at skulle snyde til en eksamen, men hvis jurastudiet afhænger af din skriftlige aflevering i fransk, kan jeg sagtens forstå, hvorfor så mange vælger at snyde. Jeg er selv kæmpe modstander af karakterræset som hver dag kører elever psykisk ned. Jeg mener ikke at karakterer er alt, og jeg mener bestemt ikke at mine karakterer i matematik eller idræt, skal afgøre om jeg engang i fremtiden kan læse journalistik. Til mit held, er det ikke mine karakterer som afgører, hvorvidt jeg egner mig til at komme ind på journalisthøjskolen. Netop denne uddannelse har forstået pointen: at gennemsnittet på dit afgangsbevis ikke viser de kompetencer, du har at tilbyde. Når jeg engang i fremtiden, skal ansøge om en plads på journalisthøjskolen, foregår optagelsen gennem en optagelsesprøve opdelt i tre dele: en test, skriftlighed samt et interview, hvor jeg har muligheden for at præsentere alt det jeg har at byde på. Sådan burde det være på alle uddannelser!

For at komme tilbage til, hvor vi startede: Nej, jeg mener ikke at snyd er okay. Jeg håber, at de som styrer uddannelsessystemet, vil åbne øjnene op og indse, at der er brug for forbedring. Det er godt at sætte mål og stræbe efter succes, men vi skal ikke gå på kompromis med vores velfærd og sundhed.

Vi kan jævnligt læse i aviserne og på nettet, at unge bliver mere og mere stresset samtidig med at snyd til eksaminer er stigende. Måske de snart lægger to og to sammen, og får gjort noget ved det samfund, som ikke vil kunne fungere hvis en stor del af befolkningen går ned med stress. Jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, som er træt af uddannelsessystemet. Hvis I deler de sammen tanker som mig, håber jeg at I vil dele dette indlæg, så vores stemmer kan blive hørt!

-Emilie Ildstein

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar